Sommerferieafslutning

Så er det blevet sommerferietid på Bifrost og dermed afslutningen på det 3. skoleår i skolens korte levetid. Det har været et begivenhedsrigt år med mange spændende ekskursioner og projekter i klasserne. Vi har i løbet af året fået mange nye elever, og klasserne er nu blevet så store, at alle klasser fra og med næste skoleår er inddelt i deres egne årgange. Efter sommerferien kommer mange nye elever på besøg, og vi glæder os til at tage godt imod dem. En helt ny elevtrivselsundersøgelse foretaget blandt skolens elever viser, at der generelt er god trivsel på Bifrost, og de steder, hvor der er plads til forbedring, tager vi fat på næste år. Se Trivselsrapporten her

En af årets store milepæle er, at den første 9.klasse nu er dimitteret fra Bifrost. Med et karaktergennemsnit på 9,0 placerer Bifrost sig blandt de 10% bedste skoler i året, og det er vi i al beskedenhed stolte over. Vi ønsker 9. klasserne god vind videre ud i verden og glæder os til at se alle igen til vores årlige alumnedag.

Endnu engang skinnede solen på sidste skoledag, hvor den stod på morgenmad i klasser, hygge og pølsevogn til alle på skolen. I år blev elevernes selv-komponerede “Bifrost-sang” også sunget.

Børn og voksne synger sommerferiesang
Der synges elevernes selv-komponerede “Bifrost-sang” til skoleårets afslutning
Børn og voksne i kø ved pølsevogn på sidste skoledag
Skønt sommervejr og pølsevogn på sidste skoledag

Vi på Bifrost ønsker alle en dejlig sommerferie

Vi glæder os til at se både nye og gamle børn til et nyt spændende skoleår fyldt med nye oplevelser når skolen starter igen til august.